Briefing
Producer en max 1 1/2 min. case film der visualiserer unges problem med digitale krænkelser og argumenterer for gruppens ide til en helt ny indsats mod krænkelserne.
Award show fredag 5. november på Ørestad Gymnasium.
Bureau for en uge
Du skifter rolle fra gymnasieelev til medarbejder på dit eget kreative bureau hele uge 43. Du skal grundlægge bureauet sammen med din gruppe, og I får besøg af top kreative bureaufolk. De vil rådgive jer indenfor analyser, idéudvikling, story doing, design thinking, film og sociale medier. Det er op til gruppen at løse opgaven med de redskaber, I får præsenteret.
Løs opgaven ud fra 1) tag ansvar for at grundlægge eget bureau og få dermed kontrol over dit arbejde, 2) forstå problemet med krænkelser før I løser problemet, 3) få ideer til nye indsatser for unge og 4) lav case film om problemforståelse og løsningsforslag.
I netop den rækkefølge.
Problemet
Du kender måske til ufrivillig billeddeling, digital mobning / hadefuld tale eller grooming? Det må du desværre forholde dig til. Men hvad ligger bag? Hvad er konsekvenserne? Hvordan kan du være med til at løse det?
“I 2020 har Red Barnets SletDet-rådgivning modtaget flere end 1.300 henvendelser om digitale krænkelser. Det er en stigning på 87 procent i forhold til året før. Corona-nedlukningen har gjort børn og unge mere sårbare hjemme foran skærmen, og derfor er Red Barnet bekymret over stigningen”.


